Med folkeskoleloven i 1993 blev matematik et selvstændigt fag i skolen. Siden 1975 havde det heddet regning/matematik.

Det andet afsnit af formålet for skolen var næsten uforandret fra 1975 og lød:

”Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.”

Den formulering blev overført til matematik, så det i fagformålet for matematik kom til at lyde:

”Undervisningen tilrettelægges, så eleverne opbygger matematisk viden og kunnen ud fra egne forudsætninger. Selvstændigt og i fællesskab skal eleverne erfare, at matematik både er et redskab til problemløsning og et kreativt fag. Undervisningen skal give eleverne mulighed for indlevelse og fremme deres fantasi og nysgerrighed.”

At opbygge ”viden og kunnen ud fra egne forudsætninger” blev taget helt bogstaveligt i den vejledende læseplan, der af nogle kritikere blev opfattet som, at eleverne skulle lære sig selv at regne. Og det skulle ske allerede i indskolingen. I den vejledende læseplan hed det:

 “Undervisningen bygger på de mange forudsætninger, som eleverne har, når der begynder
i skolen.
1.-3.kl: Den enkelte elev skal have mulighed for at udvikle egne metoder til antalsbestemmelse ved addition og subtraktion.
3.-7.kl: I arbejdet med de naturlige tal udvikler eleverne fortsat egne beregningsmetoder. Standardiserede regneopstillinger indføres, hvis det for eleven er en forenkling af arbejdet.”