Med skolelovene i 1814 blev det en pligt for alle børn, at de skulle gå i skole. Børn skulle gå i skole fra de fyldte 7 år, og indtil de skulle konfirmeres. Den ugentlige skolegang varede i flere timer, end den havde gjort tidligere. Der var dog stadig brug for børnenes arbejdskraft – især på landet – og dette skulle stadig kombineres med deres skoletid. Derfor gik landbobørnene ikke så tit i skole, som børnene i byerne. De fleste børn fik dog i denne periode lært både at læse og skrive.

Skolerne blev efterhånden mere ensartede. ”Skole” var ikke som tidligere kun det sted, hvor læreren holdt skole. Det ”at gå i skole” betød nu, at man mødte i en bestemt bygning og blev undervist på en bestemt måde, som var blevet vedtaget af staten i en lov.

Alligevel var skolen ikke helt det samme i alle dele af landet. Der var forskel på om, man kom fra en rig familie fra storbyen. Var dette tilfældet, kom man på en finere privatskole med mange forskellige fag som geografi, handelsregning, geometri og historie. Kom man derimod fra en fattig familie på landet, måtte man nøjes med den offentlige almueskole. Her kunne man blive undervist i kristendom, læsning og regning. Drengene skulle fra 1814 også have gymnastik, hvorimod pigerne kunne få undervisning i håndarbejde. På den måde var skoledagene meget forskellig, om man var dreng eller pige – rig eller fattig.

I Danmark havde man besluttet at lave en ny skoleordning i 1814. Denne beslutning viser, at staten ønskede indflydelse på alle børns skolegang. Målet var blandt andet, at alle børn skulle opdrages til at blive gode kristne og nyttige borgere i staten. Man kan derfor sige, at skolelovene blev bestemt og gennemført ”oppefra” – fra samfundets top.

Der var dog stadig beslutninger, som blev taget ”nedefra” i samfundet – af borgerne i byerne og af landbobefolkningen i sognene på landet. Det var herude, man skulle finde pengene til at drive skole for, og herude man skulle beslutte, hvilken lærer, der skulle ansættes. Det var bønder, borgere og lokale præster i de små samfund, som selv sad i de små lokale skolekommissioner – en slags skoleråd. Disse lokale skolekommissioner traf beslutninger om skolens indhold og form. De holdt øje med, om børnene kom i skole og uddelte bøder (mulkt) til forældrene, hvis børnene forsømte skolen.