I 1814 fik vi en skolelov, der for første gang i Danmarkshistorien omfattede alle børn. Børn af fattige forældre og børn af rige. Børn på landet og børn i byen. Loven hed ”Anordning for Almue-Skolevæsenet paa Landet” og var oprettet af Frederik VI i sin ”landsfaderlige Omhu”, som der står i indledningen til loven. Der blev indført skolepligt.

Loven bestod af 70 paragraffer, og det var meget omfattende for en lov dengang. Der var paragraffer om skoledistrikter, optagelse i skolen, om lovlig og ulovlig udeblivelse, om undervisningen, om disciplinen, tilsynet med skolen, om skolelærerens uddannelse og endelig om skolebygningerne og økonomien.

Her kan I læse hele loven. Den er gengivet i den oprindelige ordlyd m. ordforklaringer.

Skolen 1814 var dog langt fra en skole, som vi kender i dag. Loven skelnede mellem land og by. På landet var der kun skolegang hver anden dag, og i så- og høsttiden var skolen helt lukket. Børnene skulle nemlig deltage i markarbejdet. Mange bønder var faktisk imod den tvungne skolegang, fordi de ikke kunne undvære deres børn i arbejdet på gården.

Der var kun to klasser, og børnene blev placeret efter alder og evner. Skoletiden var fra 6 årsalderen til konfirmationen, dvs. 14 år, så aldersspredningen i klassen var stor.

På byskolen var der skole hver dag. Så selvom der nu blev indført en gratis skole for alle, så var vilkårene meget forskellige. Børnene på landet fik en ringe skolegang, men fakta er, at analfabetismen stort set var udryddet allerede i midten af 1800-tallet.

Børnene skulle nemlig lære at læse og regne, men først og fremmest skulle de lære kristendom. De skulle lære ”…at kiende, hvad Enhver skylder Gud, sig selv og Andre, og hvorledes Han ved retteligen at bruge sine Evner kunde blive gavnlig for Borgersamfundet…”.

Materialet er støttet af Ministeriet for børn, unge og ligestillings tips - og lottomidler.