Omkring år 1900 blev der for første gang sat ugentlige timer på skemaet til historieundervisningen. Det blev i Det Sthyr’ske Cirkulære fremhævet, at historieundervisningen havde til opgave:

”…at fremhjælpe en sund og kraftig fantasi i forbindelse med en varm og levende følelse, særlig for vort folk og land, er historieundervisningens opgave. I sin rigdom på eksempler, der henvender sig til børnenes sædelige værdsættelse og indvirke tilskyndende på deres vilje, er historie tillige et vigtigt sædeligt opdragelsesmiddel.”

Meningen var som før, at historieundervisningen skulle give børnene et bestemt syn på Danmarks historie. Børnene skulle lære om de mytiske sagnkongers tid, kristendommens indførelse og rækken af brave danske konger. Med andre ord Danmarks stolte fortid skulle gengives med kraft og glamour. Ved at tilegne sig disse historiske kundskaber skulle børnene opdrages til gode og retskafne samfundsborgere.  

Det blev i cirkulæret også fremhævet, at læreren skulle bruge den fortællende form i sin undervisning:

”Igennem anskuelig og livlig fortælling bør de historiske personer og begivenheder stilles børnene for øje…”.   

Mellemskolen blev indført i 1899 for de bogligt stærkere elever. For de børn blev historieundervisningen en smule bredere. Beslutningstagerne mente, at de dygtigste elever, som skulle i mellemskolen, måtte vide noget mere om statens sammenhænge, sociale forhold og de politiske partier. Danmark var blevet et demokratisk samfund, og de danske børn skulle lære at agere i denne nye samfundsstruktur.

På trods af den øgede fokus på historieundervisningen hen imod slutningen af 1800-tallet, var det endnu den bibelhistoriske fortælling, der dominerede. (billede af anskuelsestavle om religion)