Matematik 1899-1958
På illustrationen ses de konkrete regnematerialer på en veludstyret skole omkring 1910. Mest udbredt på alle skoler og i mange hjem var kuglerammen i baggrunden. Ideen i kuglerammen er et par tusinde år gammel, men den udgave vi ser, blev udviklet i Rusland og kom til Vesteuropa, da Napoleons hære omkring 1812 vendte hjem efter et mislykket angreb på Rusland. Soldaterne medbragte souvenir til børnene.
Der var i det hele taget behov for anskuelsesmidler. Det var tidens pædagogik. Således udgav flere forlag i 1909 illustrative metertavler, der i stort format angav de nye længde-, flade-, rumfangs- og vægtmål samt betydningen af de græske og latinske forstavelser (fx deka- og deci-). Der kom også mere praktiske og konkrete undervisningsmidler som målebånd, vægte og måleglas.
Tavlen med de metriske systemer er fra 1909 og ”Anbefalet af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet”. Nederst på tavlen er en omregning af de gamle mål, som i hvert fald elevernes forældre havde lært.